Dagstur på Tim å

Første weekend i maj, har jeg aftalt med min svoger Steen, at vi skal på å-tur. Så kan jeg endelig komme ud og få prøvet min nye kajak grundigt af.
Så tidligt på året, er det faktisk kun ganske få af de vestjydske å'er det er tilladt at sejle på. De fleste tillader først sejlads efter 15. juni, men efter grundig research, har jeg fundet ud af, at Tim å her i Vestjylland må besejles hele året.

Efter en gang reconencering pr. bil, lader det til at være muligt. Der skal bæres ved et par dambrug, og vel ser åen på de første 5 km ret smal ud, men mon ikke det skulle kunne lade sig gøre?

Lørdag formiddag, den første weekend i maj er vi afsted. Vi sætter først en bil ved vores slutpunkt, Stadil kirke, og kører herefter ud på den anden side af Thorsted, hvorfra man må starte med at sejle.
Vi har madpakker og kaffe på thermokander med i kajakkerne, vejret er lunt, men meget blæsende, så vi ser frem til en god dag på åen og glæder os over, at der her inde i land er lidt læ for vinden som idag blæser med 13-15 ms.

Vi finder et sted at sætte bilen, men de stejle brinker gør det ikke nemt at komme i kajakkerne. Det lykkes dog - og vi er på vej. De første km snor åen sig i store slyngninger og selv en kilometers sejlads bringer os kun få 100 meter frem. Å'en løber gennem skov, og det er som at sejle i en tunnel. Det er bare fantastisk flot, og en stor oplevelse.

Her er masser af fugleliv, isfugle blandt andet. Vi kæmper med at komme rundt i de snævre sving, som selv med vores relativt korte kajakker kræver det en del snilde at navigere igennem uden at stikke snuden i den modsatte brink. Heldigvis er der godt med vand i åen på dette tidlige tidspunkt af året, ellers tror jeg ikke vi kunne have sejlet her.
Spærret!
Så kommer første større problem. Et par træer er væltet tværs over åen, og det er helt umuligt at komme igennem, over eller under.
Der er kun een vej. Ud af kajakkerne og over land. Der er bare lige det, at brinken er mindst en meter høj, og der er tæt underskov over det hele.
Nå - men vi lader os ikke sådan standse af det, og efter en del akrobatik, lykkedes det os at få kajakkerne på land og få mast os gennem krattet til den anden side af spærringen. Mere akrobatik og så er vi sejlende igen. Men kors hvor er vi møjet til.

Åen her er fuld af okker og der er meget mudder, så tøj støvler og kajakker er snasket godt til i okkerfarvet skidt.
På det næste stræk er åen ikke så slynget, og efter et par timer sejlads er vi fremme ved første overbæring ved et dambrug.
Godt smurt ind i mudder kommer vi land, og efter en halv times pause og en kop kaffe, får vi med stort besvær søsat igen. Brinken til åen er belagt med murbrokker, cementbrokker og store kampesten, som dambrugsejeren i sin visdom har deponeret her. Det er hårdt ved kajakkerne, men det får være. Lident aner vi at det skal blive endnu værre.

Her mellem første dambrug og det andet ved Tim, er åen bredere og fin at sejle på. Vi nyder det i fulde drag, og padler afsted i solskinnet og suger indtrykkene til os. Snart er vi fremme ved det andet dambrug, hvor vi har en længere bæring for at kommer over. Efter, at vi har båret over er det tid til frokost.


Frokostpause.
Steen og jeg ved kajakkerne i det dejlige solskin. Jeg er ved at være godt mør i armene. På kortet havde jeg beregnet turen til at være ca 18 - 20 km. Vel ikke noget at snakke om i åvand nedstrøms. Jeg skulle blive noget klogere. I realiteten var turen omkring 35 km!

Nu er der ikke flere overbæringer - tror vi! Åen er også mere ret nu, og på de strækninger hvor der ikke er læ, får vi vinden at føle for alvor, og der skal padles godt til i den stride blæst. Ellers går det fint fremad. Lange lige stræk, hvor åen er kantet med pæle. Høje stejle brinker giver god læ, og vi padler derudaf. Vi ser fugle, ræv, og et par gange noget der kunne ligne spor efter odder. Fisk ser der ikke ud til at være så mange af, og det med odder er nok ikke så sansynligt, da der er så meget okker i åen.



Med et ser vi, at åen lige som forsvinder forude.... Hvad sker der lige her?

En kraftig betonmur er støbt tværs over åen og giver et fald på omkring 3/4 meter. Vi padler til og kommer fint over betonkanten, men efter muren er der bygget et regulært stryg med gode store kampesten.

Nu er gode råd dyre, - jeg søger at styre igennem og det går fint - kun et enkelt bump i kajakken afslører, at jeg har ramt en sten.

Vi padler fortrøstningsfuldt videre, lidet anende, at der kommer 12 - 15 mere af disse stryg.
Fremme ved næste stryg sætter jeg fuld damp på og ryger ud over kanten med god fart.
Her er der fuldt fart på vandet og der ligger mange store sten.
BANG! Bunden af kajakken hopper og mine fødder får et ordentligt gok da bunde giver sig. BANG - BANG!
Jeg er ramt i flere store sten lige under vandoverfladen - PUUUHA - det lader til at kajakken holdt. Ikke så mærkeligt, at vi ikke har set eller mødt nogle andre der ror på denne å.

Ved de næste stryg vælger Steen at bære uden om, mens jeg padler på. Det lykkes vist at komme igennem uden at få lige så voldsomme kollisioner, men alligevel..... Men med de gummiarme jeg havde på det tidspunkt orkede jeg altså ikke at bære op af de stjle brinker og over mark og hegn.

Åen er nu både bred og ret lige, så i det flade landskab de sidste 5 kilometer ud til Stadil Kirke får vi virkelig vinden at føle. Mine arme er efterhånden blytunge, og det er kun ren viljestyrke, der få mig igennem de sidste kilometer frem til hvor vi har parkeret bilen.
Kan 18 kilomter virkelig være så hårdt? Nææh - men senere hjemme ved PC'en får jeg målt turen op via GIS systemet, og kommer frem til at vi har roet 35 kilometer.
Ikke noget under jeg var træt. Jeg er slet ikke i form.

Vi hjælpes ad med at få læsset kajakkerne og hentet den anden bil og sætter næsen hjemefter.

Efterspil
Næste dag får jeg vasket al tøj, som var helt brunt af mudder og okker. Jeg får også kigget nærmere på kajakken.
AV - det er ikke noget kønt syn. 3 - 4 cm af skegget er væk, der er mindst 5 steder hvor gelcoaten er slået løs i stjerneformede skader, og værst af alt, der er kommet en 15 cm lang revne i det skarpe slag i overgangen mellem bunden og skrogsiden.

De næste par aftner tilbringes i selskab med epoxy, sandpapir og glasfiber, og jeg får lappet alle skaderne, og får forstærket kajakken der hvor den er mest udsat.

Senere finder vi ud af, at de mange stryg er bygget for at forbedre åens vandkvalitet. Den er blevet ødelagt af okker fra tørvegrave, der ligger med tilløb til åen. Inden krigen og før tørvegravningen var Tim å Danmarks bedste ørredvandløb. Det er det ikke længere, og der går lang til for den bliver det igen. Åen er dog i bedring, men sejle i kajak på den, vil jeg kraftigt fraråde, med mindre du ikke er bange for skrammer.
Vil man sejle på åen skal det ske i det tidlige forår, mens der stadig er masser af vand i den. Senere på sommeren vil det være umuligt på grund af for lidt vand.